Meningokoksygdom

Faktablad

Hvad er meningokoksygdom? 

Meningokoksygdom er en alvorlig bakteriel infektion, der skyldes bakterien Neisseria meningitidis. Denne type bakterier kan give alvorlige sygdomme såsom meningitis (betændelse i hinderne omkring hjernen og rygmarven) og blodforgiftning (sepsis). Meningokoksygdom kan (i løbet af få timer) forværres og blive livstruende, hvis den ikke behandles med det samme.

I EU/EØS indberettes der i gennemsnit ca. 3 000 tilfælde om året (under pandemien faldt tallet dog). Sygdommen er dødelig i op til 10 % af disse tilfælde. 

A woman reacts to light

Hvad er symptomerne på meningokoksygdom? 

Symptomerne på meningokoksygdom kan variere, men omfatter ofte:

  • feber
  • svær hovedpine
  • nakkestivhed   
  • kvalme og opkastning
  • lysfølsomhed
  • forvirring eller ændret bevidsthed
  • udslæt (et rødt eller lilla udslæt, der ikke forsvinder ved tryk mod huden)
  • hurtig vejrtrækning
  • kolde hænder og fødder

Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle personer med meningokoksygdom vil have alle disse symptomer. 
 

person coughing on someone else

Hvilke komplikationer kan meningokoksygdom give? 

Meningokoksygdom kan give alvorlige komplikationer, herunder:

  • hjerneskade
  • høretab
  • indlæringsvanskeligheder
  • nyresvigt
  • septisk shock
  • dødsfald

Hvordan spredes sygdommen? 

Meningokoksygdom spredes gennem luftvejsdråber fra en smittet person. Disse dråber kan frigives i luften gennem f.eks. hoste, nysen eller tæt fysisk kontakt. Hos nogle personer kan bakterien også findes i halsen og næsen uden at gøre skade. Disse personer er smittebærere, der potentielt kan overføre bakterien til andre.

Hvem er i risiko for meningokoksygdom? 

Alle kan få meningokoksygdom, men visse grupper har en forhøjet risiko, herunder:

  • spædbørn og småbørn
  • unge og unge voksne
  • husstandskontakter til en person, som har sygdommen
  • personer med visse sygdomme, der svækker immunforsvaret
  • rejsende til områder med mange tilfælde af meningokoksygdom
Teenager getting vaccinated

Hvordan undgår man at blive smittet med meningokoksygdom? 

I EU er flere vacciner godkendt til beskyttelse mod visse typer (serogrupper) af meningokokbakterier. Vaccination anbefales hovedsageligt hos spædbørn og unge i EU/EØS, og der findes forskellige vaccinationsprogrammer. Personer uanset alder kan anbefales at blive vaccineret eller få en catch-up-vaccine. Specifikke vaccinationsanbefalinger kan gælde for personer i visse højrisikogrupper.  

Hvordan behandles meningokoksygdom? 

Meningokoksygdom er en alvorlig sygdom, som kan være lidstruende. Det er derfor afgørende med øjeblikkelig behandling. Infektionen behandles med antibiotika. Øjeblikkelig lægehjælp kan bedre  prognosen betydeligt og mindske risikoen for komplikationer.